- "Hipsteren deler via flere platforme undtagen e-mail 'for at leve'. Eksempel: Det er naturligt for hipsteren at dele alt om livet. Intet er for småt og intet for stort. Her live streames på twitter og FB." (videnskab.dk)
Ovenstående passer ikke på mig. Jeg føler mig ikke så speciel og uundværlig, at alt jeg foretager mig må og skal postes online. Hvorfor så denne blog? Noget må jeg jo have på hjerte. Og ganske rigtigt, det har jeg også - og hvad bedre at bruge sit første blogindlæg nogensinde til end at skrive lidt om mine bevæggrunde for at blive endnu en dråbe i det omfangsrige danske bloghav.
Titlen på min blog refererer til go'e, gamle Richard Nixon, der nok forstod at kalde en kommunist for en spade. Under den kolde krig var forholdet mellem Kina og USA til tider dårligt og oftest rigtig dårligt. At en amerikansk præsident skulle tage på hyggevisit til Beijing for at sludre med formand Mao lå ikke ligefrem i kortene - leflen for kommunister skulle man nødig beskyldes for. Heldigvis havde Tricky Dick gennem årene brilleret med mange lødige udtalelser om kommunismen, så amerikanerne ikke kunne være i tvivl om hans ståsted. Og derfor kunne han snildt flyve til Kina og trykke Maos hånd uden at blive beskyldt for at være 'soft on communism'. Nixon went to China.
Og hvorfor nu denne historie, tænker du måske? For det første er den jo interessant, ganske enkelt. Men den har også en relevans for min blog og dens indhold. For den kommer til at handle om, hvordan vi indretter os som samfund og hvem vi giver magten til. Nixon havde taget ejerskab over antikommunismen og derfor kunne han tage til Kina uden kvaler. Pia Kjærsgaard og Flemming Rose har taget ejerskab over ytringsfriheden og derfor må de sige, hvad de vil. De mener at alle indvandrere (læs: muslimer) skal finde sig i latterliggørelse, hån og spot. Det er jo bare dansk ironi. Men hvorfor sparke på et mindretal, vi i forvejen - via starthjælp, asylcentre, diskurs, osv. - har mast helt ned under gulvbrædderne? Det er beyond me. Nå, nok om det. Pia Kjærsgaard har sagt at det er positivt for DF at være uden for indflydelse. Jeg er helt enig. Det er positivt for alle. I særdeleshed dansk omdømme i udlandet og de danskere, der ikke passer ind i lille Pias skabelon.
Hvis du ikke er løbet skrigende væk fra endnu en pladderhumanistisk blog om nationens tilstand, så kan jeg berolige dig med, at DF er fortid og ikke kan se frem til megen spalteplads her. Det var bare et surt opstød, der har luret i 10 år.
Her kommer det, der virkelig optager mit sind - nemlig hvordan vi indretter os som samfund. Min datter er begyndt i vuggestue for to måneder siden og det kunne være gået grueligt galt. Hun har ikke været den store fan af større forsamlinger (læs: "Mor og Mama, skal vi ikke bare være os tre og den fede kat i dag, i morgen og resten af vores liv" har været mantraet, i hvert fald som jeg har tolket hende).
Derfor var udsigten til 12 børn i alderen 0-3 år, samt tre fremmede voksne (!!!) lidt angstfremkaldende for denne mor. Nu viser det sig imidlertid at hun er dumpet ned i vuggestueparadis. Og det er ikke faciliteterne, der gør hende - og hendes forældre - lykkelige. Det er indholdet. Kommunens utætte, nedslidte bygning huser nemlig pædagoger af Guds nåde. De er fantastiske. De går til jobbet med entusiasme, vid og dét, der umiskendeligt virker som oprigtig glæde ved at arbejde med de små poder. Og jeg har næsten lyst til at lægge mig på alle fire og tilbede dem, når jeg henter min lille trold. For jeg begriber ikke, hvordan de kan gøre deres job så godt. I medierne bliver velfærdsstatens forposter - sygeplejersker, pædagoger, lærere, osv. - hurtigt bare til nogle tal, der igen bliver skåret ned på. Og det er jo sørgeligt, for om nogen er det da dem, der sørger for at samfundet hænger sammen. Så hyld dem på jeres vej, for fanden.
Til sidst får I et citat fra årets leder 2011. Hun hedder Lise Egholm og er skoleleder på Rådmandsgade Skole. Hun var blandt andet oppe imod en ATP-mand og ARLAs adm. direktør. Tunge drenge, forståes. Om ledelse siger hun følgende: "Som leder skal man prøve at lave en god arbejdsplads. Folk skal være glade for at komme her. Det gælder ikke om at vinde over mennesker, men om at vinde mennesker." Jeg håber virkelig at Danmarks øverste leder kigger med over skulderen på Nørrebro - for det har længe nok handlet om at besejre mennesker i vores samfund.
