Moving on – and up/sideways.

Så er titlen i hus – cand.mag.med-knap-så-meget-hist.-men-rigtig-meget-blandet-landhandel. Den kom faktisk i hus i august, men rider ikke samme dag, som jeg sadler og derfor rammer nyheden først bloggen et halvt år senere. Rettidig omhu og alt det der.

Jeg er arbejdsløs. Eller det vil sige, jeg er arbejdende arbejdsløs. Jeg er i løntilskud i en privat forening, der dog er offentligt støttet, og derfor er jeg i offentligt løntilskud. Fuldtidsarbejde for dagpengene, yes manner.

Når man er i løntilskud skal man selvfølgelig stadig søge to jobs pr. uge og dokumentere sin jobsøgning på e-blanketten, som ens a-kasse så venligt stiller til rådighed. Før jeg kom i løntilskud, var min. 75 % af alle de jobs, jeg søgte, uden for min kompetencesfære – de blev søgt, fordi jeg skulle. Det samme gør sig stadig gældende, men jeg er egentlig lidt utilfreds med, at jeg fortsat skal opfylde disse krav til kvantitet i jobsøgningen. Qua min stilling som arbejdsløs fuldtids-pressemedarbejder til 114,- i timen synes jeg egentlig, at jeg til fulde viser det danske samfund, at jeg gerne vil arbejde og ikke er at forveksle med Doven-dit og Fattig-dat.

Som forrige indlæg på bloggen – ja, det er et år gammelt – fortæller, arbejdede jeg som studentermedhjælper på Københavns Universitet sidste forår. Den selvsamme stilling blev slået op igen før jul, men i år måtte jeg ikke søge den, da jeg er færdiguddannet – det ville være løntrykkeri, hvis jeg besad dén stilling. Som studentermedhjælper på Københavns Universitet får man 120,- i timen + diverse tillæg. Altså minimum seks kroner mere, end jeg får nu. Men det er ikke løntrykkeri, at jeg sidder i en udsigtsløs løntilskudsstilling, hvor jeg sandsynligvis bliver erstattet af en ny løntrykk… løntilskudsmedarbejder, når min tjans er omme til juni. Hvad er logikken i det?

Når det er sagt, er jeg faktisk glad for mit løntilskudsjob. Det er dejligt at lave andet end at træne frivægte og se McLeods Døtre.

Til sidst en lille opfordring til meningsdannere and others alike – husk at skyde skylden for alverdens problemer på strukturledigheden og ikke den enkelte ledige. Vi vil nemlig rigtig gerne arbejde.

Om retfærdighed og ligebehandling.

Jeg har fået nyt arbejde og det er i en af vores offentlige instanser. Dermed er jeg selv blevet et fuldgyldigt medlem af velfærdsstaten, hvis jeg selv skal sige det.

I mit nye arbejde er jeg blevet gjort bekendt med nogle af de regler, der er for at blive optaget på landets universiteter. Og der er mange. Men systemet er ikke fuldstændig ufleksibelt og det gør mig glad.
Dog er systemet uretfærdigt og det gør mig ikke glad.

Uretfærdigheden angår den såkaldte hurtigstartbonus. Her kan ansøgere til en videregående uddannelse få en bonus oveni deres karaktergennemsnit, hvis de søger optagelse senest to år efter endt ungdomsuddannelse. Har du 10 i snit og søger inden der er gået to år, har du nu 10.8 i snit. Det giver en fordel.

Dog er der medlemmer af det danske samfund, der ikke kan få den bonus. Det er flygtninge og indvandrere, der har suppleret deres ungdomsuddannelse fra hjemlandet med en såkaldt GIF (Gymnasielt Indslusningsforløb for Flygtninge og indvandrere).  Her har vi altså en gruppe mennesker, der af den ene eller den anden grund er blevet tvunget til Danmark. De har en ungdomsuddannelse i bagagen, tager et års supplerende uddannelse i Danmark for at gøre sig klar til det danske uddannelsessystem og hvad er takken? Det ligner umiskendeligt et "nej tak" fra det danske samfunds side.
Hvorfor skal disse ansøgere ikke have samme privilegerede vilkår, som andre ansøgere? Det er jo himmelråbende uretfærdigt, at mennesker - der i forvejen har måtte kæmpe ekstra hårdt for at blive egnet til den videregående uddannelse - ikke får de samme vilkår som de øvrige ansøgere, men derimod ryger ned i køen. Velkommen til Danmark, din andenrangsborger!

Mette goes green.

Beklager den larmende stilhed på bloggen det seneste kvarte år. OK?

Nu er jeg tilbage og det er som en omvendt kvinde. Jeg har altid hyldet kød og hyldet konceptet, at kvantitet er vejen frem. Over aftensmaden har min lille familie og jeg frydet os over, at vi kunne deles om et halvt kilo kød til fire kroner pr. næse. Kyllingen til 40 kroner blev gladeligt fortæret og dyrevelfærd var en fin lille by i Rusland. Lad os kalde den Vanrøgtistan.
Nu har min samvittighed imidlertid fået ram på mig big time og det var denne artikel, der gjorde udslaget:

http://www.b.dk/tech/boer-man-fjerne-burhoens-hjerner

Kort fortalt går artiklen ud på at det ville være bedre for kyllingerne, hvis man fjernede deres hjerner. Dermed kan de ikke mærke smerte og af samme årsag kan man fjerne deres fødder - og derigennem skabe plads til flere kyllinger pr. kvm og dermed mo' money. Desuden kan kyllingens hals blive sat i en lille løkke og munden holdes tvangsåbnet, så det lille kræ kan stopfodres. Så slipper man måske også for at kyllingerne belemrer os med at skulle holdes i live i hele 28 (otteogtyve!) dage, før vi endelig kan få lørdagskylling på middagsbordet. Med stopfordringsmetoden og minus hjerne skulle hele den proces gerne kunne speedes op. Og bedst af alt; kyllingerne vil få et bedre liv. Kyllingerne ville foretrække den metode, da den - selvfølgelig - er mindre smertefuld. Mindre smertefuld, fordi man har fjernet deres evne til at føle smerte. Det er grotesk. Det er så vanvittigt grotesk.
Jeg har set mangt et TV-program om den måde, vi behandler vores slagtedyr på, men denne artikel har ramt plet. Det kan jo ikke gå, at produktionen af kød til mennesket fuldstændig og totalt negligerer, at det er levende væsner, vi har med at gøre.
Jeg vil derfor slå et lille slag for, at udviklingen vendes. At vi måske tænker lidt mere over, hvordan dyret har haft det før det ender i vores maver. Jeg ved godt at finanskrisen legitimerer alt. Jeg ved godt at økologisk kød koster kassen. Men så spis da lidt mindre kød. There, I said it. Spis mindre kød. Tænk på at det er et levende væsen, der har lagt hovedet på offerblokken, for at du kan få Coq au Vin til aftensmad. Tænk.

Journalister, mand jer op!

Når jeg ikke skriver blogindlæg på nærværende forum, er jeg historiestuderende. Ligesom Traktor-Troels, ja. På historiestudiet er kildekritik ret relevant. Det er det også indenfor journalistfaget eller det troede jeg da i hvert fald. Men indenfor de seneste par dage er der kommet de mest horrible eksempler på kildekritik og metode frem, at jeg krummer tæer.

Den første går på Morgenavisen Jyllandspostens hele store kioskbasker-historie om, at 40 % af kvinder på kontanthjælp ikke gider at arbejde. Tallene har JP fået fra Danmarks Statistik. Næsten. Uden at gå for meget i detaljer, ja så var tallene et resultat af en stikprøve. Baseret på 250 personer af forskelligt køn. Med en statistisk usikkerhed på 10 %. Og de var fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Problemet var bare, at man i artiklen skrev, at tallene var baseret på en undersøgelse af 15.000 kontanthjælpsmodtagere foretaget af Danmarks Statistik. Det lyder lidt mere tungtvejende end det bette skrævl af et kildemateriale, de reelt havde at hænge artiklen op på. Det var ikke pænt gjort, JP. For selvfølgelig stod Helle Thorning Schmidt og Mette Frederiksen hurtigt klar med det helt store skyts - for hvad fanden bildte alle de kvinder sig ind?!?!?! Og så er det egentlig ligegyldigt, at JP bringer en rettelse i morgendagens avis. For nu har samtlige medier blæst den op og bidraget til det bål, der brænder i vor velfærdsstat. Og så længe man er enige om, at folk på overførselsindkomster er nogle dovne skiderikker, ja så er det nemt at blive ved med at hælde benzin på det bål.

Det var den første historie, der tog pusten fra mig. For den er bunduretfærdig og satser kun på at ramme samfundets svageste. Intet andet.

Den anden historie er i en lidt anden boldgade. Det er skattesagen. Som jo ikke er er skattesag, det blev afgjort for længst. Det er nu blevet til en lækagesag. Ekstra Bladet kom rigtig i vælten, da de i søndags kunne berette, at traktorfører Peter Arnfeldt gerne ville have deres hjælp til at hænge Helle Thornings Schmidts skatteforhold ud til offentlig skue. EB sagde dog fra, bravo. Senere hoppede BT som bekendt med på traktorførerens galej og bragte det ulovligt tilvejebragte materiale med henvisning til kildebeskyttelsen. Og her får jeg juleteen lidt galt i halsen - for jeg forstår simpelthen ikke, hvordan journalister fra både EB og BT kan overse den rigtige og vigtige historie i det her. Nemlig det faktum, at en central person fra den daværende regering falbød private oplysninger om Helle Thorning Schmidt. Det er jo himmelråbende dårlig journalistik, at man bliver en regerings forlængede arm i deres forsøg på at smudse oppositionens leder til, i stedet for at skrive historien om magtmisbrug allerede dengang. Gad vide hvad ræsonnementet var? Hvis chefredaktionen valgte magtmisbrugshistorien fra, fordi man ikke ville gøre valgkampen sværere for den daværende regering, er det en ualmindeligt dårlig forvaltning af journalistfaget. Stakkels blå lakajer.

At være eller ikke at være fattig.

Jeg kan næsten ikke holde ud at læse mere om fattige. Og det er ikke de fattiges skyld, selvom de pt. agerer den øvrige befolknings skydeskive nummer 1. 


Med risiko for at lyde som autodidakt terapeut, ja så lader det til at danskerne har lidt vrede, de skal have brændt af inden julehyggen for alvor sætter ind. For der findes jo ikke fattige i Danmark, vel? Og hvis der gør, så er de i hvert fald ikke økonomisk fattige. Nej, de er derimod fattige på følgende:

Af: J.Hansen, 11:44

Fattige på flid, fattige på selvopholdelsesdrift, fattige på selvværd, fattige på initiativ, fattige på taknemmelighed, fattige på motivation, fattige på skam, fattige på selvransagelse, fattige på respekt, fattige på ambitioner. Alt sammen kendetegnende for de der stemmer på rød blok og de der sidder i rød blok!" (læserkommentar fundet på bt.dk under et indlæg fra Ole Birk Olesen, bedre kendt som Joachim B. Olsens halv-grove, men kvik-i-mælet fætter).

Det er så smukt skrevet. Så smukt og så helt vanvittigt nedladende, at jeg fattes ord. Sikke en dom at fælde over lidt over halvdelen af landets befolkning. Men det må stå for J. Hansens egen regning. Han havde trods alt ikke modet til at stå frem med fuldt navn og godt det samme. Horden af snylterlus - lidt over halvdelen af den danske befolkning, hvis man skulle tro ham - skulle nok hurtigt mønstre en lille smule overskud og samle det i en veritabel kærlighedserklæring foran hans dør.

Om der er fattige i Danmark, skal ikke være op til mig at gøre mig til dommer over for. Fattig er alligevel bare et ord, vi bruger om en særdeles udefineret gruppe mennesker. Humlen er jo, at vi lever i et velfærdssamfund, der er kendetegnende ved, at vi har indgået en fælles kontrakt om at alle skal have nok og få for meget. Og hvad er så 'nok'? Ole Birk Olesen siger at tag over hovedet og mad på bordet er nok. Hvilket jo må betyde at medicin og tøj går under kategorien 'unødvendig luksus'. Fair nok. 

En vigtig forudsætning for at vores velfærdssamfund fungerer nogenlunde er den sociale sammenhængskraft. Den går kort fortalt ud på, at mennesker skal interagere med hinanden på tværs af grupperinger. Høj leger med lav, så at sige. For hvis man kender dem, som ens hårdttjente skattepenge går til i form af overførselsindkomster, ja så har man også mere lyst til at gi'. Simpel logik. Men det bliver bare lidt svært for de mindrebemidlede (kan ikke skrive fattig mere, færdig, slut) at komme ud i det pulserende foreningsliv, når der ikke er penge til kontingentet. Eller penge til bussen derhen. Eller penge til en varm jakke. Og hvis den mindrebemidlede rent faktisk når frem, bliver vedkommende mødt med vantro - for hvis du har råd til at komme her i foreningen med bussen i din lune jakke, får du så ikke for meget i overførselsindkomst? Og så er der gang i en rigtig uheldig spiral, if you catch my drift.

Alt er relativt og jeg er helt med på, at der er stor forskel på at være fattig i Indien og fattig i Danmark. Men så gentager jeg lige mig selv; alt er relativt. Fattigdommen må måles i forhold til det samfund, den indgår i. Hvis forretningen og velfærdssamfundet Danmark skal fungere, skal man skele til såvel den økonomiske som den menneskelige bundlinje. Polariserede samfund er sjældent vejen frem.

I scream, you scream, we all scream... efter en ny blog, right?

• "Hipsteren deler via flere platforme undtagen e-mail 'for at leve'. Eksempel: Det er naturligt for hipsteren at dele alt om livet. Intet er for småt og intet for stort. Her live streames på twitter og FB." (videnskab.dk)

Ovenstående passer ikke på mig. Jeg føler mig ikke så speciel og uundværlig, at alt jeg foretager mig må og skal postes online. Hvorfor så denne blog? Noget må jeg jo have på hjerte. Og ganske rigtigt, det har jeg også - og hvad bedre at bruge sit første blogindlæg nogensinde til end at skrive lidt om mine bevæggrunde for at blive endnu en dråbe i det omfangsrige danske bloghav.

Titlen på min blog refererer til go'e, gamle Richard Nixon, der nok forstod at kalde en kommunist for en spade. Under den kolde krig var forholdet mellem Kina og USA til tider dårligt og oftest rigtig dårligt. At en amerikansk præsident skulle tage på hyggevisit til Beijing for at sludre med formand Mao lå ikke ligefrem i kortene - leflen for kommunister skulle man nødig beskyldes for. Heldigvis havde Tricky Dick gennem årene brilleret med mange lødige udtalelser om kommunismen, så amerikanerne ikke kunne være i tvivl om hans ståsted. Og derfor kunne han snildt flyve til Kina og trykke Maos hånd uden at blive beskyldt for at være 'soft on communism'. Nixon went to China.

Og hvorfor nu denne historie, tænker du måske? For det første er den jo interessant, ganske enkelt. Men den har også en relevans for min blog og dens indhold. For den kommer til at handle om, hvordan vi indretter os som samfund og hvem vi giver magten til. Nixon havde taget ejerskab over antikommunismen og derfor kunne han tage til Kina uden kvaler. Pia Kjærsgaard og Flemming Rose har taget ejerskab over ytringsfriheden og derfor må de sige, hvad de vil. De mener at alle indvandrere (læs: muslimer) skal finde sig i latterliggørelse, hån og spot. Det er jo bare dansk ironi. Men hvorfor sparke på et mindretal, vi i forvejen - via starthjælp, asylcentre, diskurs, osv. - har mast helt ned under gulvbrædderne? Det er beyond me. Nå, nok om det. Pia Kjærsgaard har sagt at det er positivt for DF at være uden for indflydelse. Jeg er helt enig. Det er positivt for alle. I særdeleshed dansk omdømme i udlandet og de danskere, der ikke passer ind i lille Pias skabelon.

Hvis du ikke er løbet skrigende væk fra endnu en pladderhumanistisk blog om nationens tilstand, så kan jeg berolige dig med, at DF er fortid og ikke kan se frem til megen spalteplads her. Det var bare et surt opstød, der har luret i 10 år.

Her kommer det, der virkelig optager mit sind - nemlig hvordan vi indretter os som samfund. Min datter er begyndt i vuggestue for to måneder siden og det kunne være gået grueligt galt. Hun har ikke været den store fan af større forsamlinger (læs: "Mor og Mama, skal vi ikke bare være os tre og den fede kat i dag, i morgen og resten af vores liv" har været mantraet, i hvert fald som jeg har tolket hende). 

Derfor var udsigten til 12 børn i alderen 0-3 år, samt tre fremmede voksne (!!!) lidt angstfremkaldende for denne mor. Nu viser det sig imidlertid at hun er dumpet ned i vuggestueparadis. Og det er ikke faciliteterne, der gør hende - og hendes forældre - lykkelige. Det er indholdet. Kommunens utætte, nedslidte bygning huser nemlig pædagoger af Guds nåde. De er fantastiske. De går til jobbet med entusiasme, vid og dét, der umiskendeligt virker som oprigtig glæde ved at arbejde med de små poder. Og jeg har næsten lyst til at lægge mig på alle fire og tilbede dem, når jeg henter min lille trold. For jeg begriber ikke, hvordan de kan gøre deres job så godt. I medierne bliver velfærdsstatens forposter - sygeplejersker, pædagoger, lærere, osv. - hurtigt bare til nogle tal, der igen bliver skåret ned på. Og det er jo sørgeligt, for om nogen er det da dem, der sørger for at samfundet hænger sammen. Så hyld dem på jeres vej, for fanden. 

Til sidst får I et citat fra årets leder 2011. Hun hedder Lise Egholm og er skoleleder på Rådmandsgade Skole. Hun var blandt andet oppe imod en ATP-mand og ARLAs adm. direktør. Tunge drenge, forståes. Om ledelse siger hun følgende: "Som leder skal man prøve at lave en god arbejdsplads. Folk skal være glade for at komme her. Det gælder ikke om at vinde over mennesker, men om at vinde mennesker." Jeg håber virkelig at Danmarks øverste leder kigger med over skulderen på Nørrebro - for det har længe nok handlet om at besejre mennesker i vores samfund.