Moving on – and up/sideways.

Så er titlen i hus – cand.mag.med-knap-så-meget-hist.-men-rigtig-meget-blandet-landhandel. Den kom faktisk i hus i august, men rider ikke samme dag, som jeg sadler og derfor rammer nyheden først bloggen et halvt år senere. Rettidig omhu og alt det der.

Jeg er arbejdsløs. Eller det vil sige, jeg er arbejdende arbejdsløs. Jeg er i løntilskud i en privat forening, der dog er offentligt støttet, og derfor er jeg i offentligt løntilskud. Fuldtidsarbejde for dagpengene, yes manner.

Når man er i løntilskud skal man selvfølgelig stadig søge to jobs pr. uge og dokumentere sin jobsøgning på e-blanketten, som ens a-kasse så venligt stiller til rådighed. Før jeg kom i løntilskud, var min. 75 % af alle de jobs, jeg søgte, uden for min kompetencesfære – de blev søgt, fordi jeg skulle. Det samme gør sig stadig gældende, men jeg er egentlig lidt utilfreds med, at jeg fortsat skal opfylde disse krav til kvantitet i jobsøgningen. Qua min stilling som arbejdsløs fuldtids-pressemedarbejder til 114,- i timen synes jeg egentlig, at jeg til fulde viser det danske samfund, at jeg gerne vil arbejde og ikke er at forveksle med Doven-dit og Fattig-dat.

Som forrige indlæg på bloggen – ja, det er et år gammelt – fortæller, arbejdede jeg som studentermedhjælper på Københavns Universitet sidste forår. Den selvsamme stilling blev slået op igen før jul, men i år måtte jeg ikke søge den, da jeg er færdiguddannet – det ville være løntrykkeri, hvis jeg besad dén stilling. Som studentermedhjælper på Københavns Universitet får man 120,- i timen + diverse tillæg. Altså minimum seks kroner mere, end jeg får nu. Men det er ikke løntrykkeri, at jeg sidder i en udsigtsløs løntilskudsstilling, hvor jeg sandsynligvis bliver erstattet af en ny løntrykk… løntilskudsmedarbejder, når min tjans er omme til juni. Hvad er logikken i det?

Når det er sagt, er jeg faktisk glad for mit løntilskudsjob. Det er dejligt at lave andet end at træne frivægte og se McLeods Døtre.

Til sidst en lille opfordring til meningsdannere and others alike – husk at skyde skylden for alverdens problemer på strukturledigheden og ikke den enkelte ledige. Vi vil nemlig rigtig gerne arbejde.