At være eller ikke at være fattig.

Jeg kan næsten ikke holde ud at læse mere om fattige. Og det er ikke de fattiges skyld, selvom de pt. agerer den øvrige befolknings skydeskive nummer 1. 


Med risiko for at lyde som autodidakt terapeut, ja så lader det til at danskerne har lidt vrede, de skal have brændt af inden julehyggen for alvor sætter ind. For der findes jo ikke fattige i Danmark, vel? Og hvis der gør, så er de i hvert fald ikke økonomisk fattige. Nej, de er derimod fattige på følgende:

Af: J.Hansen, 11:44

Fattige på flid, fattige på selvopholdelsesdrift, fattige på selvværd, fattige på initiativ, fattige på taknemmelighed, fattige på motivation, fattige på skam, fattige på selvransagelse, fattige på respekt, fattige på ambitioner. Alt sammen kendetegnende for de der stemmer på rød blok og de der sidder i rød blok!" (læserkommentar fundet på bt.dk under et indlæg fra Ole Birk Olesen, bedre kendt som Joachim B. Olsens halv-grove, men kvik-i-mælet fætter).

Det er så smukt skrevet. Så smukt og så helt vanvittigt nedladende, at jeg fattes ord. Sikke en dom at fælde over lidt over halvdelen af landets befolkning. Men det må stå for J. Hansens egen regning. Han havde trods alt ikke modet til at stå frem med fuldt navn og godt det samme. Horden af snylterlus - lidt over halvdelen af den danske befolkning, hvis man skulle tro ham - skulle nok hurtigt mønstre en lille smule overskud og samle det i en veritabel kærlighedserklæring foran hans dør.

Om der er fattige i Danmark, skal ikke være op til mig at gøre mig til dommer over for. Fattig er alligevel bare et ord, vi bruger om en særdeles udefineret gruppe mennesker. Humlen er jo, at vi lever i et velfærdssamfund, der er kendetegnende ved, at vi har indgået en fælles kontrakt om at alle skal have nok og få for meget. Og hvad er så 'nok'? Ole Birk Olesen siger at tag over hovedet og mad på bordet er nok. Hvilket jo må betyde at medicin og tøj går under kategorien 'unødvendig luksus'. Fair nok. 

En vigtig forudsætning for at vores velfærdssamfund fungerer nogenlunde er den sociale sammenhængskraft. Den går kort fortalt ud på, at mennesker skal interagere med hinanden på tværs af grupperinger. Høj leger med lav, så at sige. For hvis man kender dem, som ens hårdttjente skattepenge går til i form af overførselsindkomster, ja så har man også mere lyst til at gi'. Simpel logik. Men det bliver bare lidt svært for de mindrebemidlede (kan ikke skrive fattig mere, færdig, slut) at komme ud i det pulserende foreningsliv, når der ikke er penge til kontingentet. Eller penge til bussen derhen. Eller penge til en varm jakke. Og hvis den mindrebemidlede rent faktisk når frem, bliver vedkommende mødt med vantro - for hvis du har råd til at komme her i foreningen med bussen i din lune jakke, får du så ikke for meget i overførselsindkomst? Og så er der gang i en rigtig uheldig spiral, if you catch my drift.

Alt er relativt og jeg er helt med på, at der er stor forskel på at være fattig i Indien og fattig i Danmark. Men så gentager jeg lige mig selv; alt er relativt. Fattigdommen må måles i forhold til det samfund, den indgår i. Hvis forretningen og velfærdssamfundet Danmark skal fungere, skal man skele til såvel den økonomiske som den menneskelige bundlinje. Polariserede samfund er sjældent vejen frem.