Om retfærdighed og ligebehandling.

Jeg har fået nyt arbejde og det er i en af vores offentlige instanser. Dermed er jeg selv blevet et fuldgyldigt medlem af velfærdsstaten, hvis jeg selv skal sige det.

I mit nye arbejde er jeg blevet gjort bekendt med nogle af de regler, der er for at blive optaget på landets universiteter. Og der er mange. Men systemet er ikke fuldstændig ufleksibelt og det gør mig glad.
Dog er systemet uretfærdigt og det gør mig ikke glad.

Uretfærdigheden angår den såkaldte hurtigstartbonus. Her kan ansøgere til en videregående uddannelse få en bonus oveni deres karaktergennemsnit, hvis de søger optagelse senest to år efter endt ungdomsuddannelse. Har du 10 i snit og søger inden der er gået to år, har du nu 10.8 i snit. Det giver en fordel.

Dog er der medlemmer af det danske samfund, der ikke kan få den bonus. Det er flygtninge og indvandrere, der har suppleret deres ungdomsuddannelse fra hjemlandet med en såkaldt GIF (Gymnasielt Indslusningsforløb for Flygtninge og indvandrere).  Her har vi altså en gruppe mennesker, der af den ene eller den anden grund er blevet tvunget til Danmark. De har en ungdomsuddannelse i bagagen, tager et års supplerende uddannelse i Danmark for at gøre sig klar til det danske uddannelsessystem og hvad er takken? Det ligner umiskendeligt et "nej tak" fra det danske samfunds side.
Hvorfor skal disse ansøgere ikke have samme privilegerede vilkår, som andre ansøgere? Det er jo himmelråbende uretfærdigt, at mennesker - der i forvejen har måtte kæmpe ekstra hårdt for at blive egnet til den videregående uddannelse - ikke får de samme vilkår som de øvrige ansøgere, men derimod ryger ned i køen. Velkommen til Danmark, din andenrangsborger!

Mette goes green.

Beklager den larmende stilhed på bloggen det seneste kvarte år. OK?

Nu er jeg tilbage og det er som en omvendt kvinde. Jeg har altid hyldet kød og hyldet konceptet, at kvantitet er vejen frem. Over aftensmaden har min lille familie og jeg frydet os over, at vi kunne deles om et halvt kilo kød til fire kroner pr. næse. Kyllingen til 40 kroner blev gladeligt fortæret og dyrevelfærd var en fin lille by i Rusland. Lad os kalde den Vanrøgtistan.
Nu har min samvittighed imidlertid fået ram på mig big time og det var denne artikel, der gjorde udslaget:

http://www.b.dk/tech/boer-man-fjerne-burhoens-hjerner

Kort fortalt går artiklen ud på at det ville være bedre for kyllingerne, hvis man fjernede deres hjerner. Dermed kan de ikke mærke smerte og af samme årsag kan man fjerne deres fødder - og derigennem skabe plads til flere kyllinger pr. kvm og dermed mo' money. Desuden kan kyllingens hals blive sat i en lille løkke og munden holdes tvangsåbnet, så det lille kræ kan stopfodres. Så slipper man måske også for at kyllingerne belemrer os med at skulle holdes i live i hele 28 (otteogtyve!) dage, før vi endelig kan få lørdagskylling på middagsbordet. Med stopfordringsmetoden og minus hjerne skulle hele den proces gerne kunne speedes op. Og bedst af alt; kyllingerne vil få et bedre liv. Kyllingerne ville foretrække den metode, da den - selvfølgelig - er mindre smertefuld. Mindre smertefuld, fordi man har fjernet deres evne til at føle smerte. Det er grotesk. Det er så vanvittigt grotesk.
Jeg har set mangt et TV-program om den måde, vi behandler vores slagtedyr på, men denne artikel har ramt plet. Det kan jo ikke gå, at produktionen af kød til mennesket fuldstændig og totalt negligerer, at det er levende væsner, vi har med at gøre.
Jeg vil derfor slå et lille slag for, at udviklingen vendes. At vi måske tænker lidt mere over, hvordan dyret har haft det før det ender i vores maver. Jeg ved godt at finanskrisen legitimerer alt. Jeg ved godt at økologisk kød koster kassen. Men så spis da lidt mindre kød. There, I said it. Spis mindre kød. Tænk på at det er et levende væsen, der har lagt hovedet på offerblokken, for at du kan få Coq au Vin til aftensmad. Tænk.