Så er titlen i hus – cand.mag.med-knap-så-meget-hist.-men-rigtig-meget-blandet-landhandel.
Den kom faktisk i hus i august, men rider ikke samme dag, som jeg sadler og
derfor rammer nyheden først bloggen et halvt år senere. Rettidig omhu og alt
det der.
Jeg er arbejdsløs. Eller det vil sige, jeg er arbejdende
arbejdsløs. Jeg er i løntilskud i en privat forening, der dog er offentligt
støttet, og derfor er jeg i offentligt løntilskud. Fuldtidsarbejde for
dagpengene, yes manner.
Når man er i løntilskud skal man selvfølgelig stadig søge to
jobs pr. uge og dokumentere sin jobsøgning på e-blanketten, som ens a-kasse så
venligt stiller til rådighed. Før jeg kom i løntilskud, var min. 75 % af alle
de jobs, jeg søgte, uden for min kompetencesfære – de blev søgt, fordi jeg
skulle. Det samme gør sig stadig gældende, men jeg er egentlig lidt utilfreds
med, at jeg fortsat skal opfylde disse krav til kvantitet i jobsøgningen. Qua
min stilling som arbejdsløs fuldtids-pressemedarbejder til 114,- i timen synes
jeg egentlig, at jeg til fulde viser det danske samfund, at jeg gerne vil
arbejde og ikke er at forveksle med Doven-dit og Fattig-dat.
Som forrige indlæg på bloggen – ja, det er et år gammelt –
fortæller, arbejdede jeg som studentermedhjælper på Københavns Universitet
sidste forår. Den selvsamme stilling blev slået op igen før jul, men i år måtte
jeg ikke søge den, da jeg er færdiguddannet – det ville være løntrykkeri, hvis
jeg besad dén stilling. Som studentermedhjælper på Københavns Universitet får
man 120,- i timen + diverse tillæg. Altså minimum seks kroner mere, end jeg får
nu. Men det er ikke løntrykkeri, at jeg sidder i en udsigtsløs
løntilskudsstilling, hvor jeg sandsynligvis bliver erstattet af en ny løntrykk…
løntilskudsmedarbejder, når min tjans er omme til juni. Hvad er logikken i det?
Når det er sagt, er jeg faktisk glad for mit
løntilskudsjob. Det er dejligt at lave andet end at træne frivægte og se
McLeods Døtre.
Til sidst en lille opfordring til meningsdannere and others
alike – husk at skyde skylden for alverdens problemer på strukturledigheden og
ikke den enkelte ledige. Vi vil nemlig rigtig gerne arbejde.
