Journalister, mand jer op!

Når jeg ikke skriver blogindlæg på nærværende forum, er jeg historiestuderende. Ligesom Traktor-Troels, ja. På historiestudiet er kildekritik ret relevant. Det er det også indenfor journalistfaget eller det troede jeg da i hvert fald. Men indenfor de seneste par dage er der kommet de mest horrible eksempler på kildekritik og metode frem, at jeg krummer tæer.

Den første går på Morgenavisen Jyllandspostens hele store kioskbasker-historie om, at 40 % af kvinder på kontanthjælp ikke gider at arbejde. Tallene har JP fået fra Danmarks Statistik. Næsten. Uden at gå for meget i detaljer, ja så var tallene et resultat af en stikprøve. Baseret på 250 personer af forskelligt køn. Med en statistisk usikkerhed på 10 %. Og de var fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Problemet var bare, at man i artiklen skrev, at tallene var baseret på en undersøgelse af 15.000 kontanthjælpsmodtagere foretaget af Danmarks Statistik. Det lyder lidt mere tungtvejende end det bette skrævl af et kildemateriale, de reelt havde at hænge artiklen op på. Det var ikke pænt gjort, JP. For selvfølgelig stod Helle Thorning Schmidt og Mette Frederiksen hurtigt klar med det helt store skyts - for hvad fanden bildte alle de kvinder sig ind?!?!?! Og så er det egentlig ligegyldigt, at JP bringer en rettelse i morgendagens avis. For nu har samtlige medier blæst den op og bidraget til det bål, der brænder i vor velfærdsstat. Og så længe man er enige om, at folk på overførselsindkomster er nogle dovne skiderikker, ja så er det nemt at blive ved med at hælde benzin på det bål.

Det var den første historie, der tog pusten fra mig. For den er bunduretfærdig og satser kun på at ramme samfundets svageste. Intet andet.

Den anden historie er i en lidt anden boldgade. Det er skattesagen. Som jo ikke er er skattesag, det blev afgjort for længst. Det er nu blevet til en lækagesag. Ekstra Bladet kom rigtig i vælten, da de i søndags kunne berette, at traktorfører Peter Arnfeldt gerne ville have deres hjælp til at hænge Helle Thornings Schmidts skatteforhold ud til offentlig skue. EB sagde dog fra, bravo. Senere hoppede BT som bekendt med på traktorførerens galej og bragte det ulovligt tilvejebragte materiale med henvisning til kildebeskyttelsen. Og her får jeg juleteen lidt galt i halsen - for jeg forstår simpelthen ikke, hvordan journalister fra både EB og BT kan overse den rigtige og vigtige historie i det her. Nemlig det faktum, at en central person fra den daværende regering falbød private oplysninger om Helle Thorning Schmidt. Det er jo himmelråbende dårlig journalistik, at man bliver en regerings forlængede arm i deres forsøg på at smudse oppositionens leder til, i stedet for at skrive historien om magtmisbrug allerede dengang. Gad vide hvad ræsonnementet var? Hvis chefredaktionen valgte magtmisbrugshistorien fra, fordi man ikke ville gøre valgkampen sværere for den daværende regering, er det en ualmindeligt dårlig forvaltning af journalistfaget. Stakkels blå lakajer.

At være eller ikke at være fattig.

Jeg kan næsten ikke holde ud at læse mere om fattige. Og det er ikke de fattiges skyld, selvom de pt. agerer den øvrige befolknings skydeskive nummer 1. 


Med risiko for at lyde som autodidakt terapeut, ja så lader det til at danskerne har lidt vrede, de skal have brændt af inden julehyggen for alvor sætter ind. For der findes jo ikke fattige i Danmark, vel? Og hvis der gør, så er de i hvert fald ikke økonomisk fattige. Nej, de er derimod fattige på følgende:

Af: J.Hansen, 11:44

Fattige på flid, fattige på selvopholdelsesdrift, fattige på selvværd, fattige på initiativ, fattige på taknemmelighed, fattige på motivation, fattige på skam, fattige på selvransagelse, fattige på respekt, fattige på ambitioner. Alt sammen kendetegnende for de der stemmer på rød blok og de der sidder i rød blok!" (læserkommentar fundet på bt.dk under et indlæg fra Ole Birk Olesen, bedre kendt som Joachim B. Olsens halv-grove, men kvik-i-mælet fætter).

Det er så smukt skrevet. Så smukt og så helt vanvittigt nedladende, at jeg fattes ord. Sikke en dom at fælde over lidt over halvdelen af landets befolkning. Men det må stå for J. Hansens egen regning. Han havde trods alt ikke modet til at stå frem med fuldt navn og godt det samme. Horden af snylterlus - lidt over halvdelen af den danske befolkning, hvis man skulle tro ham - skulle nok hurtigt mønstre en lille smule overskud og samle det i en veritabel kærlighedserklæring foran hans dør.

Om der er fattige i Danmark, skal ikke være op til mig at gøre mig til dommer over for. Fattig er alligevel bare et ord, vi bruger om en særdeles udefineret gruppe mennesker. Humlen er jo, at vi lever i et velfærdssamfund, der er kendetegnende ved, at vi har indgået en fælles kontrakt om at alle skal have nok og få for meget. Og hvad er så 'nok'? Ole Birk Olesen siger at tag over hovedet og mad på bordet er nok. Hvilket jo må betyde at medicin og tøj går under kategorien 'unødvendig luksus'. Fair nok. 

En vigtig forudsætning for at vores velfærdssamfund fungerer nogenlunde er den sociale sammenhængskraft. Den går kort fortalt ud på, at mennesker skal interagere med hinanden på tværs af grupperinger. Høj leger med lav, så at sige. For hvis man kender dem, som ens hårdttjente skattepenge går til i form af overførselsindkomster, ja så har man også mere lyst til at gi'. Simpel logik. Men det bliver bare lidt svært for de mindrebemidlede (kan ikke skrive fattig mere, færdig, slut) at komme ud i det pulserende foreningsliv, når der ikke er penge til kontingentet. Eller penge til bussen derhen. Eller penge til en varm jakke. Og hvis den mindrebemidlede rent faktisk når frem, bliver vedkommende mødt med vantro - for hvis du har råd til at komme her i foreningen med bussen i din lune jakke, får du så ikke for meget i overførselsindkomst? Og så er der gang i en rigtig uheldig spiral, if you catch my drift.

Alt er relativt og jeg er helt med på, at der er stor forskel på at være fattig i Indien og fattig i Danmark. Men så gentager jeg lige mig selv; alt er relativt. Fattigdommen må måles i forhold til det samfund, den indgår i. Hvis forretningen og velfærdssamfundet Danmark skal fungere, skal man skele til såvel den økonomiske som den menneskelige bundlinje. Polariserede samfund er sjældent vejen frem.

I scream, you scream, we all scream... efter en ny blog, right?

• "Hipsteren deler via flere platforme undtagen e-mail 'for at leve'. Eksempel: Det er naturligt for hipsteren at dele alt om livet. Intet er for småt og intet for stort. Her live streames på twitter og FB." (videnskab.dk)

Ovenstående passer ikke på mig. Jeg føler mig ikke så speciel og uundværlig, at alt jeg foretager mig må og skal postes online. Hvorfor så denne blog? Noget må jeg jo have på hjerte. Og ganske rigtigt, det har jeg også - og hvad bedre at bruge sit første blogindlæg nogensinde til end at skrive lidt om mine bevæggrunde for at blive endnu en dråbe i det omfangsrige danske bloghav.

Titlen på min blog refererer til go'e, gamle Richard Nixon, der nok forstod at kalde en kommunist for en spade. Under den kolde krig var forholdet mellem Kina og USA til tider dårligt og oftest rigtig dårligt. At en amerikansk præsident skulle tage på hyggevisit til Beijing for at sludre med formand Mao lå ikke ligefrem i kortene - leflen for kommunister skulle man nødig beskyldes for. Heldigvis havde Tricky Dick gennem årene brilleret med mange lødige udtalelser om kommunismen, så amerikanerne ikke kunne være i tvivl om hans ståsted. Og derfor kunne han snildt flyve til Kina og trykke Maos hånd uden at blive beskyldt for at være 'soft on communism'. Nixon went to China.

Og hvorfor nu denne historie, tænker du måske? For det første er den jo interessant, ganske enkelt. Men den har også en relevans for min blog og dens indhold. For den kommer til at handle om, hvordan vi indretter os som samfund og hvem vi giver magten til. Nixon havde taget ejerskab over antikommunismen og derfor kunne han tage til Kina uden kvaler. Pia Kjærsgaard og Flemming Rose har taget ejerskab over ytringsfriheden og derfor må de sige, hvad de vil. De mener at alle indvandrere (læs: muslimer) skal finde sig i latterliggørelse, hån og spot. Det er jo bare dansk ironi. Men hvorfor sparke på et mindretal, vi i forvejen - via starthjælp, asylcentre, diskurs, osv. - har mast helt ned under gulvbrædderne? Det er beyond me. Nå, nok om det. Pia Kjærsgaard har sagt at det er positivt for DF at være uden for indflydelse. Jeg er helt enig. Det er positivt for alle. I særdeleshed dansk omdømme i udlandet og de danskere, der ikke passer ind i lille Pias skabelon.

Hvis du ikke er løbet skrigende væk fra endnu en pladderhumanistisk blog om nationens tilstand, så kan jeg berolige dig med, at DF er fortid og ikke kan se frem til megen spalteplads her. Det var bare et surt opstød, der har luret i 10 år.

Her kommer det, der virkelig optager mit sind - nemlig hvordan vi indretter os som samfund. Min datter er begyndt i vuggestue for to måneder siden og det kunne være gået grueligt galt. Hun har ikke været den store fan af større forsamlinger (læs: "Mor og Mama, skal vi ikke bare være os tre og den fede kat i dag, i morgen og resten af vores liv" har været mantraet, i hvert fald som jeg har tolket hende). 

Derfor var udsigten til 12 børn i alderen 0-3 år, samt tre fremmede voksne (!!!) lidt angstfremkaldende for denne mor. Nu viser det sig imidlertid at hun er dumpet ned i vuggestueparadis. Og det er ikke faciliteterne, der gør hende - og hendes forældre - lykkelige. Det er indholdet. Kommunens utætte, nedslidte bygning huser nemlig pædagoger af Guds nåde. De er fantastiske. De går til jobbet med entusiasme, vid og dét, der umiskendeligt virker som oprigtig glæde ved at arbejde med de små poder. Og jeg har næsten lyst til at lægge mig på alle fire og tilbede dem, når jeg henter min lille trold. For jeg begriber ikke, hvordan de kan gøre deres job så godt. I medierne bliver velfærdsstatens forposter - sygeplejersker, pædagoger, lærere, osv. - hurtigt bare til nogle tal, der igen bliver skåret ned på. Og det er jo sørgeligt, for om nogen er det da dem, der sørger for at samfundet hænger sammen. Så hyld dem på jeres vej, for fanden. 

Til sidst får I et citat fra årets leder 2011. Hun hedder Lise Egholm og er skoleleder på Rådmandsgade Skole. Hun var blandt andet oppe imod en ATP-mand og ARLAs adm. direktør. Tunge drenge, forståes. Om ledelse siger hun følgende: "Som leder skal man prøve at lave en god arbejdsplads. Folk skal være glade for at komme her. Det gælder ikke om at vinde over mennesker, men om at vinde mennesker." Jeg håber virkelig at Danmarks øverste leder kigger med over skulderen på Nørrebro - for det har længe nok handlet om at besejre mennesker i vores samfund.